Historisk rids af museumsinstitutionens udvikling

Siden sin spæde start i Antikken har museet varetaget forskellige funktioner i samfundet. I visse perioder har museet fungeret som et kulturbevarende tempel, hvor man har værnet om nationens ophøjede værker - og nærmest forsøgt at beskytte kunsten fra masserne. Til andre tider har museet spillet en mere aktiv rolle i samfundet som et kulturskabende forum, hvor viden og kunst er blevet debatteret og problematiseret.

Følgende artikel præsenterer et historisk rids over museet udvikling med nedslag i de væsentlige perioder: Antikken, Renæssancen, Oplysningstiden, Romantikken og det 20. årh. Målet er at tydeliggøre, hvorledes museet har vekslet mellem rollen som en kulturbevarende og en kulturskabende institution.

Antikken

Begrebet "museum" stammer fra det græske ord "museion". Museion var antikkens betegnelse for musernes templer, og muserne stod som beskyttere af bestemte videnskaber eller kunstarter (digtekunsten, komedien, tragedien, m.m.).

Udover at være musernes templer - og dermed steder for kunstnerisk fordybelse - var oldtidens museion et forum for filosofiske og naturvidenskabelige diskussioner - lig vor tids højere læreanstalter.

Antikkens mest berømte museion blev grundlagt af Ptolemy Sotor i Alexandria ca. 290 f.Kr. Dette ægyptiske museion, hvor bla. Euclid og Archimedes arbejdede, var stærkt inspireret af Aristoteles' filosofi (384-322 f.Kr.) og fremstår som en slags prototype på universitetet.

I det gamle Grækenland og Ægypten blev indsamlingen af objekter og udstillingen af disse ikke tillagt en afgørende betydning for museernes virke, men begge fænomener var velkendte. Alexandrias museion indeholdt således en mindre samling og menes ligeledes at havde fungeret som en zoologisk og botanisk have.

Renæssancen

I det 15. århundrede i renæssancens Firenze begyndte man at anvende begrebet "museion" eller "museum" i betydningen "samling". Det skete første gang i forbindelse med den berømte og omfattende samling, som blev grundlagt af en af Firenzes velhavende borgere Cosimo de'Medici (1389-1464) og udbygget af de'Medici-familien gennem flere generationer, specielt af barnebarnet Lorenzo Il Magnifico (1449-1492).

Den franske revolution

En anden væsentlig periode i museumsinstitutionens historie er den franske revolution, hvor museet blev åbnet for offentligheden med afsæt i revolutionens oplysningsidealer. Museets uddannelsesmæssige funktion blev samtidig et centralt instrument i statens demokratiske uddannelsespolitik.

Hovedparten af Europas kunstsamlinger blev tilgængelige for publikum i 1770'erne og 1780'erne. 1700-tallets offentlige kunstmuseer medvirkede til en demokratisering af kunstoplevelsen, idet museerne gik ind og redefinerede sine samlinger med afsæt i oplysningstidens generelle reorganisering af viden og tidens kamp mod privilegiernes arvefølge. Kunstværket repræsenterede herefter ikke længere kongen og adelen, men eksemplificerede en bestemt genre indenfor den nyligt etablerede kunsthistoriske disciplin. Enhver borger kunne herefter - i princippet - tilegne sig kunsthistoriens epoker og dermed få en 'sand', æstetisk oplevelse af værket, selv om de ikke kendte værkets originale kontekst.

Skismaet mellem tempel og forum var fortsat tilstede i 1790'ernes offentlige museum. For selvom fyrsternes og kongernes kunstgallerier nu fungerede som offentlige kunstmuseer, mistede de ikke deres royale karakter eller deres monumentale og ceremonielle udtryk.

1700-tallets nye kunstmuseum havde det også fortsat som sin fornemste opgave at synliggøre nationens styrke og storhed. Derfor var oplysningstidens offentlige museumsmodel mindst lige så anvendelig indenfor Europas moderniserede og oplyste monarkier.

1800-tallet

I 1800-tallet opstod museet som den moderne institution, vi kender idag. Opkomsten af museet som en moderne institution var mulig på grund af forbedrede økonomiske og sociale forhold i samfundet. Disse forbedringer ledte ikke kun til etableringen af det offentlige kunstmuseum, men også til oprettelsen af andre moderne, vestlige institutioner som universiteter og hospitaler.

1800-tallets europæiske kunstmuseum blev præget af den national-romantiske tankegang, som dominerede resten af samfundet. Museumsinstitutionen udviklede sig til et verdsligt tempel, der skulle bære vidnesbyrd om de kunstskatte, nationen havde frembragt. Eller som man havde erhvervet fra den europæiske kulturkreds og oversøiske kolonier i den tredje verden.

Amerikas første kunstmuseer

Ser man på udviklingen i USA er det først i midten af 1800-tallet, at egentlige offentlige museer tager form. Dette skete med afsæt i det europæiske museumskoncept. Amerika fik sit første større kunstmuseum Wadsworth Atheneum i 1842 i Hartford. I 1870 grundlagdes desuden Metropolitan Museum of Art i New York og i 1876 Museum of Fine Arts i Boston. Initiativtagerne til etableringen af et nationalt museum i USA var familien Smithson, som i 1850'erne grundlagde den stadigt indflydelsesrige Smithsonian Institution.

Den overordnede holdning bag museumsudviklingen i Amerika var, at man ønskede at oplyse befolkningen. I forhold til de europæiske kunstmuseer, som ofte udsprang af kongelige samlinger, vægtede de amerikanske museer deres uddannelsesmæssige rolle langt højere. Og man anså derfor det at udgøre et forum for viden i samfundet som institutionens hovedfunktion.

I denne tidlige fase i udviklingen var de amerikanske museer samtidig mere udadvendte og forbrugerorienterede end de europæiske, bl.a. fordi de skulle legitimere deres eksistensberettigelse i forhold til Amerikas andre populære attraktioner: markedspladserne, de store vandreudstillinger og de nye stormagasiner.

Det 20. århundrede

I første halvdel af det 20. århundrede var det europæiske museum stadig båret af ønsket om at udtrykke en stærk og ensartet national identitet. Men op gennem anden halvdel af det 20. århundrede har kunstmuseet i stigende omfang bevæget sig bort fra rollen som kulturarvens tempel, og i stedet opprioriteret sin rolle som forum for debat, meningspluralisme og kulturudveksling.

Overgangen fra tempel til forum tog fart fra 1970'erne og frem, hvor museerne begyndte at lægge vægt på fleksibilitet, folkelighed og på, at museet skulle udgøre et medium for almendannelse og oplysning af befolkningen.

Sidst i 1970'erne begyndte man ligeledes at eksperimentere med nye museumsformer, som man kender dem fra Centre Georges Pompidou og Musée d'Orsay i Paris og Tel Aviv Museum of Art i Israel. Disse museumskomplekser blev anlagt som et alternativ til det traditionelle, nationale kunstmuseum. De blev skabt udfra ønsket om, at lade museet indgå i en større kulturel og uddannelsesmæssig sammenhæng og med hensigten om at tiltrække et mere varieret publikum.

På dansk grund skete omlægningen af kunstmuseerne sideløbende med, at man kulturpolitisk set bevægede sig fra et snævert humanistisk kulturbegreb, hvor kultur sættes lig med kunst, henimod et mere pluralistisk og antropologisk kulturbegreb, hvor alle samfundets aktiviteter (sport, aftenskoler, lokalteater, m.m.) opfattes som kultur, og hvor man lægger vægt på befolkningens aktive deltagelse omkring skabelsen af kultur.

Moderniseringen af museumsinstitutionen fortsatte i øget tempo i 1980'erne og 1990'erne. Her har man samtidig set en del nye museer skyde frem, som ofte er blevet skabt i periferien af såvel det klassiske museumskoncept som nationens traditionelle kunstcentre. Karakteristiske eksempler på disse er Arken ved Ishøj og Kunstmuseum Wolfsburg i Tyskland, som begge befinder sig i grænsefeltet mellem det traditionelle kunstmuseum og kunsthallen samt i geografiske yderregioner som Vestegnen og Wolfsburg.

Kunstmuseernes omlægning og nyorientering skyldes flere årsager; øget konkurrence, samfundsmæssige forandringer, mentalitetsændringer i befolkningen, en stigende internationalisering og kulturpolitiske krav om økonomisk rentabilitet, publikums-appel og synliggørelse af museets aktiviteter.

Samtidig er kunstmuseernes nyorientering også udtryk for en indre selvransagelse, hvor man i stigende grad er begyndt at betvivle tidligere tiders udstillingsprincipper, forskningsmetoder, museets vestlige interessefelt, den såkaldt objektive historieskrivning og institutionens relativt unuancerede opfattelse af publikum.

[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.